social kritiks referencegruppe - Lone Scocozza
tilbage til forsiden
 

Profil af Lone Scocozza

profil af Lone ScocozzaDet stod ikke skrevet i stjernerne, at jeg skulle være akademiker. Faktisk voksede jeg op i et hjem med en vis akademikermistro: Man kan aldrig stole på dem, sagde min far. Hermed refererede han til, at de altid var de første til at stikke halen mellem benene, når det politisk brændte på. Mine forældre var kommunister, fagligt og politisk aktive. I virkeligheden blev det jo denne baggrund, der kom til at afstikke min faglige løbebane: Den tidlige politiske bevidstgørelse, blikket for magtens veje og vildveje, det sociale og samfundsmæssige perspektiv.

Da der i familien ikke var tradition for hverken studentereksamen eller universitetsstudier, valgte jeg i første omgang at tage en uddannelse som socialrådgiver. Jeg skrev nogle bøger om arbejdsmarkeds- og socialpolitik, blev lidt efter lidt forskningsorienteret, og i forbindelse med oprettelsen af Sydjysk Universitetscenter, hvor jeg blev ansat som forskningsmedarbejder, begyndte jeg at læse sociologi. Her videreførte jeg min interesse for især socialpolitikken, dens historiske udvikling og betydning i den faglige kamp og skrev min magisterafhandling om udstødningsprocesser og det sociale system. Nærmest ved en tilfældighed blev jeg valgt som lægmedlem af det videnskabsetiske komitésystem og herefter blev mine fremtidige faglige aktiviteter knyttet til følgende to temaer: På den ene side medicinens professionalisering og den rolle, den medicinske forskning spiller i denne sammenhæng og på den anden side den videnskabelige kundskabsproduktion og de kontroverser og den subjektivitet, som i sidste instans afgør, hvad der betragtes som facts, sandhed og evidens.

Sociologer, der beskæftiger sig med sundhedsvæsen og medicin, benævnes medicinske sociologer. Og de har været stærkt involveret i oprettelsen af nye uddannelser inden for det, som kaldes Public Health Science – eller folkesundhedsvidenskab. Som det vil fremgå af det nedenstående er jeg jo en slags skabssvensker, og da folkesundhedsvidenskaben skulle udvikles ved Malmø højskole, blev jeg professor der. Således er folkesundhedsvidenskaben blevet slutstenen på min faglige udvikling. Det er ikke noget, jeg er særlig stolt af, fordi det har vist sig meget vanskeligt at frigøre folkesundhedsvidenskaben fra dens amerikanske rødder, som er stærkt biomedicinske, individualiserende og moraliserende i forhold til forståelsen af forholdet mellem sygdom, sundhed og samfund.

Lone Scocozza

Lone Scocozza er magister i sociologi fra Københavns Universitet (1977) og Fil. dr. i sociologi fra Lunds Universitet (1994), hvor hun også har været docent fra 1997. I 2000 blev hun professor i folkesundhedsvidenskab ved Malmø Højskole. Var fra 1982-94 medlem af de videnskabsetiske komitéer (DK) og fra 1994 og indtil videre medlem af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn (DK).
Har bl.a. skrevet:
Lønarbejde eller førtidspension (1977), Den sociale utryghed (1982), Er sygdom hvermands herre? (1984), Forskning for livet (1994) og Patienthåndbogen (1998).


Artikler i Social Kritik af Lone Scocozza

Søg på bibliotek.dk efter Lone Scocozza