”Er der virkelig noget nyt at sige om det?” spurgte redaktøren, da jeg på invitationen til den igangværende Profil-serie svarede, at jeg i så fald nok en gang ville reflektere over fænomenerne prostitution og pornografi. Sagligt relaterer tematikken sig til feltet krop, køn og sexualitet, som jeg idéhistorisk har tænkt højt om i en del år, senest i Kødets lyst – tankens list (2000). Interessen herfor hænger for sådan en som mig umiddelbart sammen med den kønspolitiske bevidstgørelse for snart et kvart århundrede siden – jf. mit lille signalement af kønsrollernes idéhistorie, Den kønspolitiske tænkning (1978), og det omarbejdede, men stadig meget knoldede speciale om Freuds psykoanalyse, Driftens fortolkninger (1977).
Lidt sammenhæng eller kontinuitet er der vel således i et ellers ustadigt filosof- og formidlerliv, der har ført til svinkeærinder med såvel Kierkegaard som Nietzsche, ondskab som latter, narcissisme som utopier – ja, hele filosofiens historie: kronologisk i Man bør tvivle om alt – og tro på meget (1996/2002), tematisk i Det sande, det gode og det skønne (2001). Praktisk tog jeg en god tørn som gymnasielærer efter min cand.mag.-eksamen i 1975 (dansk/idéhistorie, fulgt op af en magistergrad i filosofi 1983), inden jeg fik så meget smag for bøgernes verden, at jeg landede i forlagsbranchen, fra 1993 med foden under eget bord, kaldet DET lille FORLAG.
Egentlig vender vi alle tilbage til kroppen og kønnet med mellemrum (tør man håbe), og skal et tidsskrift rumme lidt (social-kritisk) skrift om sin egen tid, må den i disse år naturligvis også fundere over kroppen og kønnet. Vi, der var unge i slutningen af 60erne, har en ekstra grund til at undre os over, hvad der er sket med den sære, boblende frigørelse fra de år. Selv gik jeg i gymnasiet 1967-70, og skolevejen gik man.-lør. (jo, det var dengang, man lærte noget) forbi Gurre Slotsruin og Mødrehjælpen i Helsingør: lidt romantik (og vittigheder om Kong Volmers bare røv) og lidt kønsangst (inden den fri abort 1973).
Midt i det hele blev pornografien frigivet, og det kulørte stripblad Varieté fra den dunkle biks bag Helsingør torv mistede hurtigt sin attraktion: ikke til fordel for Week-end sex og pornofilm i Nygade-teatret i København, men fordi den varme sommer i Thylejren 1970 gav én en helt anderledes legende og kildrende indføring i, hvad krop og sexualitet kunne, når forbud og grænser faldt væk. Siden er det blevet til den ene bratte opvågning efter den anden; derfor de følgende overvejelser. Se også: en samling essays om krop og sexualitet.